Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik
Ibsen.
Jeg sad saa hed, hun sad saa mat
Tæt udpaa Stupets Kant;
Vi hvisked i den lumre Nat, —
Jeg ved ei selv, hvor det var fat,
Men ved, min Pande brandt!
Jeg slog min Arm om hendes Liv,
Hun hvilte paa mit Fang, —
Saa fæsted jeg min unge Viv,
Mens Nøk i Natten sang;
Om Draugen lo, da hun blev min,
Det mindes jeg kun halv; —
Mig skræmte ingen Vættes Grin, —
Jeg saa kun, hun val’ ræd og fin,
Og kjendte, hvor kun skalv!
Jeg laa i Skardet vendt mod Sør
Og saa hvor Solen randt;
Om Dybet laa et Skyggeslør,
Mens Fonn og Jøkler brandt.
Det røde Hus, min Mors og mit,
Herovenfra jeg ser;
Der har hun strævt, der har hun stridt,
Der blev mit Sind saa frisk og frit, —
Gud ved hvad det blev mer!
Hun er alt oppe; Røgens Svev
Jeg tror iveiret slaar,
Paa Blegen ved den hvide Væv
Det tykkes mig hun gaar.
Ja, driv du kun dit vante Stel;
For det dig signe Gud!
Hos Renen paa det vilde Fjeld
Jeg henter dig en vakker Feld,
Og to-tre til min Brud!
Ja hvor er hun? Hun færdes vist
I Drømmens spredte Spil.
Kom Ingenting ihug fra sidst,
Drøm om det, hvis du vil!
Men er du vaagen, — riv det ud
Af Mindet, — saa gjør jeg.
Lid paa du er min væne Brud,
Væv Lin og sy dit. Bryllupskrud ;
Kort er vor Kirkevei!
Det tykkes tungt at skilles ad,
Fra den, Ens Sjel har kjær; -—
Men Længslen er et Tvætningsbad,
Til mig den Helse bær.
Her staar jeg som paany besjælt,
Saa svalt er nu mit Blod; —
Et Liv, ei halvt — langtmindre belt,
Et Liv i Synd og Anger delt,
Jeg træder under Fod!
Hver Mørkets Lyst, hver vild Begjær
Af Hugen drives ud ;
Jeg er saa frisk, jeg staar saa nær
Mig selv og nær min Gud!
Et Syn udover Aas og Fjord,
Udover Furutop, —
Og saa tilfjelds i Renens Spor; —
Farvel, min Viv! Gudsfred, min Mor!
Og nu paa Vidden op!
Ibrand staar Skyen lavt i Vest,
Det flammer over Fjeld;
Men over Dalens sidste Rest
Sig spænder Taagens Tjeld.
Tungt var mit Syn og træt min Fod,
Og tankefuldt mit Sind;
Men udfor Stupet, der jeg stod,
Laa Lyng og lyste som i Blod,
Og skalv for Kveldens Vind.
Jeg brak en Kvist af Lyngens Dusk
Og stäk den i min Hat;
Tæt bag mig stod en fattig Busk,
Der laa jeg lunt den Nat.
Og Tanker gik og Tanker kom,
Som Folk paa Kirkesti;
De flokked sig og saa sig om,
De satte Ret og de holdt Dom,
Og skred saa stilt forbi.
Var jeg dig nær i denne Stund,
Du Blom, igaar jeg brak, —
Jeg lagde mig som trofast Hund
For Sømmen af din Stäk.
Jeg svam i dine Øine ind,
Der tvætted jeg min Sjæl;
Det Trold, som hexebandt mit Sind
Igaarkveld ved din Faders Grind,
Jeg slog med Spot ihjel!
Op sprang jeg seiersvarm og bad
En vinget Bøn til Gud
Om Sol paa alle Dages Rad
For dig, min lyse Brud!
Dog nei, til det jeg er for stærk,
Til det jeg er for ung;
Jeg ved og vil et bedre Værk,
Og derfor, Gud, min Bøn dig mærk:
Gjør hendes Livssti tung!
Stem Elven op, hvorhelst hun gaar,
Gjør Kloppen smal og glat,
Lad Urden gnage Foden saar,
Gjør Sæterveien bråt;
37*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
