Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen.
493
Lærer dem min nye Visdom,
Lokker Latter over Hjemmet;
Snart er Livet paa de
isom-Spændte Vidder dem ei fremmed.
Her jeg sad i lange Uger, —
Kan ei Ensomheden bære;
Mindekrigen Kraften sluger,
Nedad maa jeg til de Kjære.
Kun en Dag, og saa jeg stiger
Op igjen fra Mor og hende, —
Op til mine høie Riger,
Som til Vaar skal rumme Trende.
Ud jeg maa! — Hu, Sneen fyger!
Lidt forsent jeg mig betænkte.
Vinterveir langs Vidden stryger, —
Nu er alle Stier stængte.
Uger gik, og jeg vandt mig selv.
Min Hjemve kom aldrig tilorde;
Under Isklædets Folder laa Bæk og Elv,
Maanen stod rund over Fonnens Hvælv,
Og Stjernerne tindred sig store.
For frisk jeg var til at sidde stur
I Stuen, da Dagen hælded;
Saa lidt som min Tanke jeg trives i Bur,
Over Vidden jeg jog, til den styrtende Urd
Standsed mig yderst paa Fjeldet.
I det gabende Dyb laa Dalen stilt;
Da toned det ude paa Tangen —!
Jeg lytted —, det lød baade lindt og mildt;
Hvor hørte jeg før den Slaatten blev spilt — ?
Da kjendte jeg Klokkeklangen!
De ringede Julens Høitid ind
Med de gamle hjemlige Klokker.
Det lyser bagved min Grandes Grind,
Fra min Moders Stue gaar ud et Skin,
Som sælsomt mig maner og lokker.
Hjemmet med alt sit fattige Liv
Blev en Saga med Billeder rige!
Heroppe laa Fjeldvidden stor og stiv,
Dernede havde jeg Mor og Viv, —
Til dem jeg maatte vel hige.
Da lo det bag mig saa kort og tørt;
Det var den fremmede Skytte.
Han havde min ordløse Tanke hørt:
»Mig synes min unge Ven er rørt, —
Ak ja, den hjemlige Hytte!«
Og atter jeg stod med staalsat Arm
Og kjendte, jeg var den Stærke:
Viddernes Luftning kjølte min Barm,
Aldrig den mere skal banke sig varm
For et vinkende Julemærke!
Da lyste det op om Tun og Tag
Udfor min Moders Stue;
Først var det som dæmrende Vinterdag,
Saa rulled sig Røgen i tunge Lag,
Og saa kom den røde Lue.
Det lyste, det brændte, det knak i Grus;
Af Kvide jeg skreg i Natten;
Men Skytten trøsted: »Hvi saa konfus ?
Det brænder jo bare, det gamle Hus,
Med Juleøllet og Katten!«
Han talte saa klogt i al min Nød,
At fast mig voldtes en Gysning;
Han viste, hvor virksomt Luens Glød
Over i Maanens Streiflys flød
Til en sammensat Natbelysning.
Han kigged gjennem den hule Haand
Til Vinding for Perspektivet;
Da toned en Sang ovor Fjeld og Fonn,
Da skjønte jeg grant, min Moders Aand
I Englenes Vold var givet:
»Stille du stelled, stille du led,
Stille du vandred i Vrimlen;
Saa lempeligt bærer vi dig afsted
Høit over Vidden til Lys og Fred,
Til Julekveldsglæde i Himlen!«
Borte var Skytten og Maanen dækt;
I Blodet var Brand og Frysning, —
Over Vidden jeg bar min Kvides Vægt, — —
Men det kan ikke nægtes, der var Effekt
I den dobbelte Natbelysning!
Midsommerdagen laa som bedst
Og dirred hed over Heien;
Klokkerne ringed til Bryllupsfest,
Dybt dernede for Folk tilhest
Langsefter Alfarveien.
De skjød fra min Grandes Laavebro,
Der var Bjerkebusker ved Grinden,
Paa Tunet var folksomt nok, kan du tro;
Men jeg laa yderst paa Stupet og lo,
Mens Taarerne brandt i Vinden.
Det var som jeg hørte gjønende Stev
Og tankehvas Latter at runge,
Mig syntes et Spottekvad op mod mig drev;
Jeg laa over Stupet; i Lyngen jeg rev,
Og bed i min egen Tunge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
