Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Landeveje - Oldtid og Middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
LANDEVEJE
nok med det: for at hindre de Rejsende i at unddrage sig de mest
trykkende Forpligtelser foreskrev man dem bestemte Rejseruter. I Aaret
1512 afholdt saaledes Polen, Sachsen og Pommern en Kongres i
Frau-stadt, hvor det blev fastslaaet, at alle Købmandsvarer, som førtes fra
Polen til Leipziger-Marked, skulde lægge Vejen over Posen, Krossen,
Fraustadt, Glogau, Sagan og Görlitz, hvilket var omtrent det
3-dob-belte af den direkte Vej; den, der overtraadte Paabuddet, fik sine Varer
konfiskeret. Om muligt endnu taabeligere fra et Samfærdselssynspunkt
set var en Slags »Strandingsret«, der gik ud paa, at enhver Genstand,
som faldt af Vognen eller lagdes paa Jorden, tilfaldt Grundejeren, naar
han ved Vidner kunde godtgøre, at den havde rørt Grunden. Det er
indlysende, at denne Bestemmelse ikke opmuntrede Grundejeren til
at holde Vejen i mønsterværdig Orden; et Par lumske Huller, der
bragte Vogne til at vælte og tømme deres kostbare Indhold ud over
Vejen, kunde blive en Guldgrube, som han havde mere Grund til at
hæge og pleje end til at bringe ud af Verden.
I god Samklang med alt dette staar det, at Vejene gennemgaaende
var yderst elendige, i Grunden slet ikke egnede til Køreveje. Smalle,
saa at den ene af to Vogne, der mødtes, maatte køre »af Vejen« ind
paa Marken, bløde, saa at Hjulene sank i til Navet, og Vognen maatte
losses og løftes for at komme løs, eller hullede, saa at det var
nødvendigt at udbedre de værste Steder med Sten eller Grene, om man vilde
undgaa at vælte; ofte maatte Vognene ledsages af Folk, som kunde
holde dem paa ret Køl de værste Steder eller tage fat med
Løftestænger o. desl., naar Vognen sad fast eller var væltet. Kun herved bliver
det muligt at forstaa de urimelig lange Rejsetider, som der nævntes
Eksempler paa i Indledningen.
Først ved Middelalderens Slutning anlagdes hist og her gode
stenlagte Køreveje. I Danmark skete dette ikke før i det 16. Aarh., da
Frederik II lod bygge en 12 Alen (7,5 M.) bred stenlagt Vej fra
København til Frederiksborg. I Norge paabegyndtes 1624 eller 1625 den
første Kørevej mellem Kongsberg og Drammen (Bragernes); men i det store
og hele blev man endnu meget længere frem i Tiden staaende ved de
gamle Rideveje og Stier, hvor Mennesker og Varer befordredes paa
Hesteryg, som det endnu sker mange Steder, navnlig i det nordlige
Norge. Forøvrigt overlod man Vejbygningsarbejdet til Naturen selv,
der hver Vinter lagde sit hvide Dække over Landet og derved mange
Steder skabte farbare Veje for Slædekørsel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
