Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De fjendtlige Indfald fra det tolvte til det fjortende Aarhundrede - 11. Lithauerne: Det vestlige Ruslands Erobring (1240—1430)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 Lithauerne: det vestlige Ruslands Erobring.
de polske «pans», en Sammenkomst i Horodlo ved Bug
med Vitovt, hvis Følge bestod af lithauiske Adelsmænd.
De katholske Lithauere kom her i Besiddelse af den polske
«schliachta’s» Privilegier; man enedes om, at Repræsen
tanter for de to Lande skulde samles til en fælles Rigsdag
for at vælge Kongerne af Polen og Storfyrsterne af Li
thauen og raadslaa om de vigtigste Anliggender.
Lithauens russiske Provinser vare orthodoxe og stode
i kirkelig Henseende under Patriarkhen af Moskov. Vitovt
vilde frigjøre sig fra dette religiøse Supremati og bad
Patriarkhen af Konstantinopel om en særskilt Ærkebiskop
for det vestlige Rusland. Da Patriarkhen vægrede sig ved
at opfylde Anmodningen, sammenkaldte Vitovt sine ortho
doxe Biskopper til et Koncilium, og en lærd bulgarsk
Munk, Gregor Tsamblak, valgtes til Ærkebiskop af Kiev.
Saaledes havde Rusland to geistlige Overhoveder, ligesom
det ogsaa havde to Storfyrster, en mod Øst i Moskov, en
mod Vest i Kiev. Vitovt vilde ogsaa frigjøre sig for
Polens Overhøihed. Han underhandlede med Keiser Sigis
mund af Tydskland om at blive ophøiet til Konge af Li
thauen. Polakkerne modarbeidede naturligvis denne Plan,
hvis Udførelse brat blev hindret. Keiseren gav Tilsagn
om at sende Krone og Scepter til Lithauen, men da døde
Storfyrst Vitovt Oktober 1430 i en Alder af firsindstyve
Aar. Efter hans Bortgang var Lithauen ikke mere en
frygtet Magt. Snart se vi det under en særskilt Storfyrste,
snart forenet med Polen ved samme Hersker. I Aaret
1501 blev Storfyrst Alexander valgt til Konge af Polen og
siden den Tid var Dynastiet fælles for de to Lande. Per
sonalunionen gik 1569 over til en Realunion, men Stor
fyrstendømmet bevarede dog en vis Selvstændighed. Efter
Foreningen med Polen vandt Katholicismen Udbredelse i
de lithauiske Lande, og med den fulgte det polske Sprog,
som de fra den hellige Vladimir eller fra Gedimin ned
stammende Fyrster og Adelen tilegnede sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
