Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En nat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Kraftløs henlevede han sit liv i afmægtig kjærlighed,
som han helt og holdent viede Dig . . .
Aleksej Petrovitsch tænkte paa sin fader og
følte nu for første gang efter mange aar, at han
elskede ham trods al hans ubetydelighed. Han
ønskede nu, om blot ct minut, at hensættes i sin
barndom, i landsbyen, i det lille hus, og trykke sig
op til dette forglemte menneske, trykke sig op til
ham akkurat som i barneaarene. Lysten elter denne
rene og ligefremme kjærlighed, som alene børnene
og enkelte rene, uberørte naturer af de voksne
kjender, var kommen over ham.
Men er det da muligt, at denne lykke, denne
evne at være sig bevidst, at man tænker og taler
sandhed, kan vende tilbage? Hvormange aar er der
ikke gaaet, siden jeg følte den! Man taler ivrig,
næsten som oprigtig, men i sjælen sidder altid en
orm, som gnaver og suger. Denne orm — det er
tanken, som spørger: min ven, lyver Du ikke alt
dette? Tror Du virkelig seiv det, som Du nu
siger ?
I Aleksej Petrovitsches hode dannede sig endnu
en, tilsyneladende urimelig sætning:
»Men tænker Du ogsaa virkelig, hvad Du
tænker ?«
Den var urimelig; men han forstod den.
Ja, dengang tænkte jeg alene det, som jeg
tænkte. Jeg elskede min lader og vidste, at jeg
elskede ham. Herre! Gaves der blot en egte, ufor
falsket følelse, som ikke døde hen i mit indre jeg.
Der er jo dog en verden! Klokken mindede mig
om den. Da den lød, huskede jeg kirken, huskede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
