Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
uendelige, lerede landevei hævede og sænkede sig
næsten for hver verst. Det var tungt at gaa. Be
nene var aldeles tilsølede; den graa himmel hang
lavt og strøede uafladelig over os tint regn. Der
var ingen ende derpaa, intet haab om, naar man
kom til nattekvarteret, at faa tørre og varme sig.
Rumænerne vilde ikke slippe os ind i sine huse,
ja de vilde heller ikke have kunnet skaffe plads til
en saadan masse folk. Vi marscherede forbi byerne
og landsbyerne og stansede etsteds paa en eller anden
slette.
»Holdt! . . . Hvil!«
Og saa, naar vi havde spist den hede suppe,
var det at lægge sig ned i smudset. Vand under,
vand over; det forekom mig, at hele legemet var
gjennemtrængt af vand. Man skjælver af kulde,
pakker sig ind i kappen, begynder at blive lidt
varm og sovner fast ind, til den af alle forbandede
revelje lyder. Paany den graa kolonne, den graa
himmel, den skidne vei, de triste, vaade høie og
dale. Det begynder at blive trættende.
»AIle himmelens sluser er aabne,« sagde vor
underofficer Karpoff, en gammel soldat, der havde
deltaget i felttoget til Chiva. »Vi bliver vaade,
vaade, og det tager ingen ende.«
»Vi tørker igjen, Vasil Karpijtsch! Se, der
titter solen frem; den vil gjøre alle tørre igjen.
Dagsmarschen er lang; vi bliver tørre og bliver
vaade, mens vi marscherer. Michailijtsch,« vendte
mm nabo sig til mig: »Er det svært langt til denne
Donau ?«
»Vi maa marschere endnu i tre uger.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
