Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
saa han paa den rasende officer. Hans læber hvi
skede noget.
»Staa op, staa straks op! Aa! Du vil ikke?
Se, der har Du, der, der!«
Ventsel greb sin sabel og begyndte at hamre
løs paa soldaten med jernskeden, slag efter slag over
de af ranselen og geværet udmattede skuldre paa den
ulykkelige soldat. Jeg kunde ikke holde ud at se
paa det og gik hen til ham.
»Peter Nikolajevitsch!«
»Staa op! . . . Haanden hævede sig endnu en
gang til slag. Med et kraftigt greb holdt jeg
den fast.
»For Guds skyld, Peter Nikolajevitsch, lad ham
faa være!«
Han vendte sit ildrøde ansigt mod mig. Med
sine udstaaende øine og sin krampagtig fortrukne
mund var han skrækkelig at se paa. Med en hvas
bevægelse rev han sin haand løs af min. Jeg troede
han nu vilde lade sin vrede gaa ud over mig for
min frækhed (at gribe en officer i armen, det var
virkelig en stor frækhed); men han holdt inde.
»Hør her, Ivanoff, saadant maa De aldrig mere
gjøre. Hvis det istedetfor mig havde været en
anden, en som Schuroff eller Timofejeff, da vilde De
faaet betale dyrt for Deres spøg. De skal erindre,
De er menig, og at man for saadant uden videre
kan lade Dem — skyde.«
»Det er mig ligegyldigt. Jeg kunde ikke staa
og se paa det uden at skride ind.«
»Det gjør Deres ømme følelser al ære. Men
her er de ikke paa sin plads. Kan man kanske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
