Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Jeg gik ud af geledderne; det var lidt lettere
at gaa paa veikanten. Der var ikke saa meget
støv og saadan trængsel. Der var mange, som gik
der; paa en saadan rædsom dag var der ingen, som
anstrengte sig for at holde sig i geleddet. Lidt
efter lidt blev jeg længer og længer tilbage fra mit
kompagni og befandt mig snart bagerst i kolonnen.
Ventsel, som ogsaa var sterkt angreben af
varmen og stønnede, kom løbende efter mig i en
meget oplndset sindsstemning.
»Naa, hvorledes gaar det?« spurgte han med
hæs stemme. »Kom, lad os gaa lidt tilside! Jeg
er aldeles opgivet.«
»Vil De have vand?«
Han tog begjærlig nogle vældige slurker af
min flaske.
»Tak. Det gjorde godt. Men for en dag!«
Vi gik en stund tause side om side.
»Ja, det er sandt,« sagde han -— »De flyttede
altsaa ikke over til Ivan Platonijtsch?«
»Nej, det gjorde jeg ikke.«
»Det var dumt. Tilgiv mig for min opngtighed.
Adjø, jeg maa hen til enden af geleddet. Der falder
saa mange af disse ømfindtlige skabninger.«
Jeg gik nogle skridt; men da jeg saa vendte
hodet tilbage, fik jeg se, at Ventsel stod bøiet
over en styrtet soldat og trak ham i skulderen.
»Staa op, kanalje, staa op!«
Jeg kunde ikke kjende min dannede ven igjen.
Ud af hans mund strømmede de groveste skjælds
ord uden afbrydelse. Soldaten var næsten uden
bevidsthed, og med et haabløst udtryk i sit ansigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
