Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
løb gjennem hele mit legeme. Vilde Du have
været der?« spurgte jeg uvilkaarlig mig seiv.
Jeg kastede et blik henover den sovende leir:
alt var roligt; midt i den fjerne kanontorden og
vindens susen hørtes folkenes rolige snorken. Og
lidenskabelig vaagnede pludselig hos mig det ønske
at alt dette ikke maatte være saa, og at felt
toget maatte trække længere ud endnu, saa at
hverken disse sovende eller jeg maatte komme til
at gaa didhen, hvorfra skuddene lød.
Undertiden blev kanonaden sterkere; af og til
syntes jeg, den hørtes svagere, som en hui larm.
Det er geværsalver, tænkte jeg, som ikke vidste,
at dei endnu var tyve verst til Donau, og at det
var min egen sygelig ophidsede høresans, der frem
biagte disse huie lyd. Men uagtet de var indbildte,
bragte de dog min indbildningskraft til at arbeide
og frembringe skrækkelige billeder. Jeg syntes at
høre skrig og stønnen, der fremstillede sig for mit
blik tusinder af folk, som stormede frem under for
tvilede, hæse »hurraraab«, jeg syntes at se bajonet
angiebet og haandgemænget. Men om de nu bliver
slaaede tilbage, og alt dette bliver til ingen nytte ?
Den mørke, østlige himmel blev graa; vinden
begyndte at stilne af; skyerne spredte sig; de hen
døende stjerner blinkede mat her og der paa den
blege, grønagtige himmel. Det begyndte at lysne;
i leiren vaagnede en og anden, og lyden af
skuddene vækkede flere. Man talte lidet og sagte.
Det usikre kom nærmere og nærmere; ingen vidste,
hvad der vilde ske den følgende dag, og vilde
hverken tænke eller tale derom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
