Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
»Hvad er det?«
»De skyder. De gaar over Donau.«
Jeg begyndte at lytte. Der blæste en sterk vind,
som jagede de lavt hængende, sorte skyer afsted, saa
maanen var ganske borte; vinden slog mod telt
lerredet, saa det susede, hvinte i teltbardunerne og
peb gjennem geværpyramiderne. Midt i disse lyd
hørtes huie slag.
»Saa mange folk der falder,« — hviskede
Fjodoroft med et suk. »Maa vi ogsaa til eller ikke?
Hvad tror De? Det høres som tordenU
»Kanske det virkelig ogsaa er tordenU
»Nei! Hvorledes kan det være torden! Det
er jo saa regelmæssigt! Hører De? Det ene efter
det andet, det ene efter det andet.«
Slagene hørtes virkelig regelmæssig, med be
stemte tidsrum imellem. Jeg krøb ud af teltet og
gav mig til at se i den retning, hvorfra skuddene
lød. Intet lysglimt var at se. Af og til skimrede
der dog for mit spændte blik et lys i den retning,
hvorfra kanontordenen lød; men det var blot sanse
bedrag.
»Se, nu er det da kommet saa langt engang,«
kom jeg til at tænke.
Og jeg prøvede at forestille mig, hvad der
skeede derhenne i mørket. Der foresvævede mig
en bred, mørk flod med steile bredder, aldeles ulig
den rigtige Donau, saaledes som jeg siden fik den
at se; hundreder af baade flyder paa den; disse
regelmæssige, hyppige skud er rettet mod dem.
Mon mange af dem bliver i behold? En kold gysen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
