Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
skulde gaa lige paa og gjennem krattet kaste sig
over landsbyen. Tyrkernes ild fortsattes uden af
brydelse; men skuddene blev skarpere.
Efter at have vundet over paa den anden side
af hulveien opstillede Ventsel sit kompagni. Han
sagde noget til sine folk, som jeg ikke hørte.
»Vi skal gjøre vort bedste, vi skal gjøre vort
bedste!« lød jægernes stemmer.
Jeg saa op paa ham, han var bleg og, som det
forekom mig, sørgmodig, men noksaa rolig. Da han
fik se Ivan Platonijtsch og Stebjelkoff, viftede han
til dem med sit lommetørklæde, men begyndte saa
at søge med øinene efter noget i vor trop. Jeg
formodede, at han vilde tage afsked med mig, og
reiste mig derfor op, forat han skulde faa se mig.
Ventsel smilede og nikkede et par gange med hovedet;
derpaa kommanderede han sit kompagni i skytter
linje. Flokke paa fire mand spredte sig til høire og
venstre, trak sig ud i en lang kjede og forsvandt
paa engang i krattet, undtagen en, som pludselig
gjorde en krampagtig bevægelse med hele legemet,
løftede hænderne i veiret og-styrtede tung om paa
jorden. To af vore folk løb til fra hulveien og bar
legemet over til os.
En halv time hengik i pinlig uvished.
Kampen blev heftigere. Geværilden blev tættere
og tættere og gik over til et uafbrudt tordenskrald.
Paa den høire flanke dundrede kanonerne. Fra
krattet gik og krøb blødende folk frem; i først
ningen var der nogle faa af dem; men for hvert
minut blev de flere og flere. Vore folk hjalp dem
ned i hulveien, gav dem vand at drikke og lagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
