Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
som hendes farveløse Liv havde faaet i baade
Aar og Dag.
Et Menneske, som hun havde elsket fra
første Øjeblik, og uden at vide hvorfor.
Det, som hun havde ventet paa bestandig
og som nu var sket — og forbi — forbi!
Hun vendte og drejede paa dette flygtige
Forhold, ørkesløs som hun sad derinde i sit
Værelse med Hænderne i Skødet, hun søgte
bestandig nye Udgangspunkter, tumlede frem og
tilbage med stadig det samme, at han nu
maaske, som Ernst sagde for at trøste, gik i
Hundene, og hun faldt tilbage til det samme
trøstesløse, at hun var et ringe Menneske, der ikke
kunde faa noget helt eller stort og smukt ud af
sit vemodige Liv.
Det var hendes graa Skæbne, at alle
Betingelser blev Hindringer, og ikke omvendt. Der
var to Naturer i hende, Damens, der bestandig
havde alle sine «hvordan» og «hvorfor» paa
rede Haand, og en mere menneskelig Natur, der
var i en evig Tvivl og dirrende Uro. Øg mest
droges hun imod Damenaturen, imod den
nedarvede Fonn, der satte Grænser, imod denne
fine, dæmpende og vragende Kultur, der kun
vilde det én Gang vedtagede, gennem alle
Nuancer og Mellemtoner og rolige Overgange.
Havde hun haft tilstrækkelig Karakter, havde
hun vel ogsaa gjort Springet ud i det helt menne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
