Note:
Translator Zelma Petersen is or might still be alive.
Therefore, this work is protected by copyright,
restricting your legal rights to reproduce it.
However, you are welcome to view it on screen, as you do now.
Read more about copyright.
Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Livsbehov - Stilhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STILHED. 105
Rus. Den ligner ikke Lykkens eller Skaberglædens, —
men den har sin egen Sødme og sin egen Styrke. Og
medens det er Skæbnen, ikke vor egen Vilje, der fører
begge de andre Bægere til vore Læber, beror det paa
os selv en Gang imellem at nyde Ensomhedens Sakra-
mente, at hvile vort Hjærte og udvide vor Tanke i en
stor Stilhed —helst i en stor Natur, med rolige plastiske
Linjer.
Men ofte forstaar Nutidsmenneskets Hjærte slet ikke
at finde Hvile. Det lever i Uro, sukker efter Ro, og —
skyr den som en Sygdom, værre end den Nevrose, for
hvilken den skulde være Helsebod. Ja — i Virkelig-
heden er der intet. Nutidsmennesket frygter saa meget
som det: at blive ene med sig selv — thi det gør
»melankolsk«. Det vil sige, at man da nødes til dybt
at føle Alvoren i sin egen Tilværelse eller i Tilværelsen
overhovedet — en Følelse, der vilde give Sjælen Vækst.
Dog, Mennesket døder tvertimod Sjælens Drift til at
vokse ved at lade Splittelse og Udadvendthed blive
bestandig stærkere Livsbehov. Hvor udprægede disse
Behov er viser sig bedst paa det religiøse Omraade,
det, hvor tidligere selv Hverdagsmennesket til en vis
Grad samlede sig i sig selv. Typen for vore Dages
Troende er ikke den, der, naar han beder, »gaar ind i
sit Kammer og lukker sin Dør«, men den, der maa
have Trompeter og Themøder for at føle sit aandelige
Livs Fylde.
Vor Tids rastløse Menneske nyder ikke engang Ro,
naar det morer sig. Jo færre dets Muligheder for Hvile
er, des mere mister det Evnen til at udnytte Hvilen.
Jo oftere det nødes til at vibrere for de Masser af Ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
