Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163:
at ville gjøre kjærligheten og lykken til pligt.
Men noget som ikke kan være en pligt, kan jo
heller aldrig bli en ret —."
Han gjorde en uvillig bevægelse, og hun sa fast:
„Du vet godt at i begyndelsen blev jeg — brydd
— naar du vilde snakke om mig og si ting om
mig selv saan. Men den kvelden i Frognerparken.
Vi snakket om mig igjen. Jeg husker en bel del
av det du sa — du motsa dig selv ustanselig, og
det gjorde jeg og, naar jeg snakket om mig selv.
Det var jo først efter den aftenen at der — blev
noget — mellem os. Det var efter den jeg begyndte
at længes efter at være sammen med dig og komme
op og besøke dig —"
„Naaja?" spurte han, da hun taug.
„Jo. Det var vel det som drog mig til dig. At
du saa paa mig som et menneske, der var noget
motsigende ved — med mange sider. I et hjem
der blir det jo til det at menneskene bare ser nogen
faa sider av hinanden. Pligterne og sorgerne og
glæderne og ærgrelserne, altid er det de samme
som kommer igjen. Der blir altid en hel del av
et menneske som man ikke faar bruk for. Og du
vet man har aldrig lyst til at gi slip paa noget av
sit eget. Derfor var det saa fristende at være
sammen med dig — jeg syntes jeg selv blev større
og mere mangfoldig, slik som du saa mig —"
„Det var altsaa bare det du vilde med mig —
at jeg skulde se paa dig og — la dig føie, hvad
du betød?"
„Det var vel til en viss grad det for os begge,"
svarte Uni sagte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
