Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164:
„Jeg elsket dig," sa han heftig. „Selvfølgelig
saa vilde jeg at du skulde — ja se noget i mig —.
Men det var da først og fremst mit maal at være
noget for dig —"
„Da har du faat mere ut av vort forhold end
jeg," sa Uni stilt.
De var drevet ind i en liten øde sidegate, hvor
det lugtet emment og fett av nogenslags olje. Der
var en fabrik paa den anden side gaten, og nu
maanen var kommet op, lyste dens røde stenmur
med en rar, falmet og askeagtig farve. De gik i
mørket langs et havegjærde.
„Naar alt kommer til alt," sa Vegard litt
haan-lig, „saa liar det vel været det som har været iveien
med dig i dit egteskap ogsaa, at du syntes dit
eget jeg fik for liten plads?"
„Ja, det har det sikkert."
„Og din kunstnerevne," sa han som før, „var det
kanske ogsaa lysten til at se dit eget jeg brilliere?"
„Kunstnerevne," gjentok Uni langsomt. „Jeg
husker noget du sa om det engang, jeg husker det
saa godt fordi jeg følte at det var saa aldeles
feilagtig — saant som en bare kan tro, naar en er
uten en eneste draape kunstnerblod i sig. Du sa,
du trodde det var som at ha en magnet inde i sig,
den samlet alle et menneskes evner og knippet dem
sammen til noget fast og helt. Men det er snarere
noget som splitter og lammer alle et menneskes
evner til at leve. Det gjør et menneske forelsket
i alt det motstridende i en og om en, kjær i alle
livets motstridende veier, eller forbitret over det,
men ute av stand til at holde fast nok ved en en-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
