Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
omkring ham og snuste indover, hit og dit. Da
han kom frem til den gamle kulbund, skinnet solen
i grantopperne.
Og han kaldte paa sin gamle glæde, den stolte
og resignerte glæde, som han hadde opfostret i
alle disse aar — :
Skulde han ikke være lykkelig allikevel for det
som var: At hun var slik som hun var, at han
kunde se det og at han elsket hende. Og om
nogen timer skulde han møte hende igjen, være
nær hende, høre hendes stemme, røre ved hendes
hænder, se hende, som var det deiligste i verden
for ham —.
Der vilde ingenting hænde. Jo vist vilde der
hænde noget. Alt i verden for ham vilde der
hænde - om ikke det, han ønsket. Det som var
skedd imellem dem - det var kanske litet for hende
nu - en dag kunde det bli anderledes. Og for
ham var det det i hans liv, som han vilde huske
i sin dødsstund —
Torkild lukket øinene et øieblik. I trodsig
jubel suget han sødmen av det gamle minde
Vaaraftenen oppe i fru Wegners Kile dagligstue i
Stensgaten. Den sidste guldgule flom av solstraaler
indover vinduets blodrøde pelargonier, over de
smaa hvite empiremøbler, hvis fillede og falmede
træk engang hadde været grønstripet silke. Den
syrlige friske duft av vaarløv og blomster i skaale
og glas overalt i rummet. En stor kumme med
fioler paa sybordet ved vinduet, hvor Rose sitter
i morens armstol. Aaja, han husket den milde
gule aftensol over hendes blanke håar, i det fine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
