Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
dun langs kindets barnslig runde linje, læberne,
der blev gjennemskinnet av solskin som klare
bringebær, øinene, der suget til sig lysstraaler som
stille vand. I den glatte mørke spaserdragt syntes
hendes legeme saa uendelig jomfruelig, spædt og
vekt, litt kantet pikelig.
De hadde gaat tur sammen om eftermid*
dagen, langs Gaustabækken og plukket blomster.
Da hadde det været graaveir, et enkelt regndryp
kom nu og da. Hvitveisen stod som et blekgrønt
hvitstjernet teppe mellem de graa orestammer
langs bækken, opover imot de vissengule bakke*
hæld.
Hun hadde snakket mens de gik — slik som
hun snakket undertiden — bare til ham, det visste
han. Bare han kjendte til den uro, det utaalmod,
hun gjemte under sit rolige, blide væsen. Det var
vel vaaren og veiret, den blekgraa himmel, de
bleke frysende vaarblomster i regndrysset, den
tunge em av alt det groende og blomstrende, som
lokket tristheten frem i hende den dag. Det var
hendes evige angst over tiden som gik, de unge
kræfter, hun følte i sig og ikke fik bruk for.
Slet og ret var det vel hendes sunde krop som
gjorde oprør mot uvirksomheten — mot den lange
arbeidsdag, da hendes fingre spillet paa skrive*
maskinens tangenter og hendes hjerne maatte ar*
beide uavbrutt, mens musklerne var dømt til at
hvile og blodløpet blev trægt og dovent i hendes
uvirksomme krop.
Det var det han hadde følt — hendes tungsind,
det var selve sundhetens oprør. Og hans, det var den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
