Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Betzy rystet paa hodet.
«Men Finn er saa forfærdelig glad i mig ser
du, Torkild. Du kan tro han fridde saa nydelig.
Mye penere end du, far,» forsøkte hun at le, —
men det blev en trækning bortimot graat.
«Men du da — bryr du dig om ham?»
«Ja—a, det gjør jeg. Jeg liker ham skrækkelig
godt.»
De gik stille videre. Sognsvandet laa stort og
blankt med røk drivende utover fra stuerne om*
kring, og julikvelden graanet over de mørke,
vikende skogaaser og de store grønne enge. Der
var rampegutter, som hylte i skogen, og jenter
som skrek, og der var trækspillaat og mundhar*
monika fra alle pladserne rundt vandet, hvor de
solgte brus og kaffe, der myldret av folk med
barnevogner og barn og koner, som var ute og
holdt søndag, og snakken drev som en stilfærdig
tør mumien utover veien.
— Kaptein Helsing bodde paa Hægdehaugen i
en ny trævilla, som allerede saa litt forfalden ut.
Betzy laaste sig ind av ytterdøren, og Torkild
fulgte hende op til entrédøren i anden etage. Der
var halvmørkt og lummert og lugtet støv og sol*
bakt træ i trappeopgangen. — Saa blev de staaende
foran hendes dør. Han forstod ikke seiv, hvorfor
han ikke kunde gaa — eller hvorfor han var saa
forfærdelig bedrøvet. For han visste, at under laa
en følelse og ulmet, hvori der var litt ydmygelse,
men megen befrielse.
«Du aner ikke, hvor lei jeg har været av alting
ofte,» sa Betzy sagte og klagende. «Dere mand*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
