Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
kyssing og kjæling og alting ganske nonchalant
aldrig hadde anset som nogen utroskap mot sin
eneste elskede Rose, - like til han nær hadde
tøvet sig bort i det uoprettelige —.
De fik karlen ute paa verandaen. Torkild sat
paa rækverket mellem roserne og saa ut i den
blomstrende have:
«Her er ikke slik bestandig heller, kan du for*
staa,» sa han pludselig sagte. «Dette er jo den
deiligste tiden. — Idag er her slik, som det skal
være, naar du kommer og besøker mig.»
Han saa hun blev rød. Men han tok det for
at hun var ræd, han skulde begynde paa det gamle
igjen. Og han reiste sig, gik ind og satte sig til
pianoet.
Det var hendes mors gamle noter, han hadde
fremme. Hun hadde foræret de fleste av dem til
ham, for seiv spillet hun ikke noget at snakke om.
Hun blev sittende ute paa verandaen. Bierne
surret søvndyssende i rosenhækkene og luften var
fyldt av varm, sterk sommerduft. Med halvluk*
kede øine hørte hun paa, mens han sang og spillet
de melodier, hun var vokset op med.
Engang kom Torkild ut i døren. Han stanset
der, stod og saa ut over sommerhaven.
«Vet du Rose — jeg har syntes hele tiden, der
var noget ved dette stedet her, som mindet om
din mor. Jeg vet ikke hvorav det kommer. Det
er vel det — overalt hvor jeg føler den ynde og
harmoni som kan være over enkle, fordringsløse
hjem, saa maa jeg tænke paa hende. Jeg har jo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
