Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
forsaavidt ikke følt det andre steder end hos hende
- før jeg kom hit. Synes du ikke, du og, at der
er noget her, som minder om dit eget hjem?»
«Jo,» sa Rose sagte. «Det vil si. Dette her
er jo et hjem. Og jeg har aldrig set andre end
mammas —.»
Hun tidde litt. Til hun pludselig sa:
«Jeg husker hvor træt jeg var av det det ofte
- stilheten hjemme, endda den kom av ynde og
harmoni, som du sier. Men jeg syntes, harmonien
var ikke saa meget værdt endda - fordi den be*
stod i at alt forstyrrende var stængt ute. Men
jeg længtet efter at lære og kjende og forståa alt
det som mamma stængte ute av vort liv —. Jeg
længtet efter at gjøre et arbeide, som der var an*
spændelse, spænding ved at utføre, et arbeide, som
jeg kunde bli rigtig dygtig i. Og alle menneskene,
de almindelige, vulgære menneskene, som mamma
trak paa næsen av. Jeg længtet efter dem — jeg
trodde jeg skulde finde det værdifulde og mer*
kelige hos dem alle. Jeg vilde lære at holde av
dem, jeg vilde gjøre dem tjenester, hjælpe dem,
vinde deres kjærlighet. Jeg har forsøkt paa det,
men jeg kan ikke. Jeg er glad i menneskene, de
er smide mot mig, jeg er ikke uvenner med nogen
jeg træffer - det er bare det at jeg altid merker,
de sier mdi sig til mig, hit og ikke længer. Og
det værste er, jeg føler det saan seiv - at hit og
ikke længer bryr jeg mig om at kjende dem -.»
Torkild gik bort og satte sig paa gelænderet
igjen. Han tok hendes ene haand og la paa sit
knæ, strøk med to fingre nedover den, gang efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
