Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
391
os. De noksagteme har forandret togene — det
sidste gaar præcis tolv nu. — Ja vi kunde vel bli
nogensteds i byen ogsaa —.»
«Nei, nei,» hvisket hun heftig. «Vi vil være
hjemme hos dig —.»
De gik nedover mot byen. Men det blev ikke
saa forfærdelig fort.
«Jeg syntes mangen gang,» sa han dæmpet —
«det var mangen gang — vanskelig — at holde
fast ved det. Jeg følte jo nok — det var det rette.
Naar det ikke var blit slik mellem os, som det
skulde. Men naar jeg saa kom til at tænke paa
alle de tiderne, da jeg syntes, vi hadde allikevel
været saa lykkelige sammen. Da du var min og
jeg var din og vi hadde været glad for det
begge -.»
Rose gik med sænket hode:
«Husker du — den sidste natten — da du
tok mig —?»
Han svarte lavmælt:
«Jeg forsøkte at ønske, det ikke hadde været.
Men Rose — jeg faar si dig, jeg kunde det ikke.
Der kom op noget i mig bestandig, naar jeg husket
det — som en slags vild — triumf —.»
«Det du snakket om — den glæden, naar jeg
var din og du var min, og jeg og var glad for
det. Det var jo det eneste naturlige at vi følte
det slik, naar vi var unge, friske mennesker. Og
nogen ganger tok jeg den glæden for kjærlighet —
og andre ganger saa ante jeg inderst inde hvad
det var og var forbitret og skamfuld inderst inde
i mig — og jeg forsøkte at vende torbitrelsen mot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
