Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En forsvunden folkedigtning. Cambridgesangene. Klostererotik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke djævelske, erotiske og smudsige sange!" Aar 650 ud-
taler et konsilium i Chalons: „Alle finder det meget util-
stedeligt, at et kor af kvinder ved indvielsen af kirker eller
helgenernes fester synger upassende og smudsige sange i
stedet for at bede og synge salmer." Karl den store forbød
(uden tvivl bevæget dertil af gejstligheden) folk, „naar de
kommer til kirken om søndagen, da at hengive sig til dans
og springlege under afsyngelse af uanstændige og skamme-
lige sange, thi dette er lævninger af hedenske skikke."
Hilarius, ærkebiskop af Tours, forbød 850 at synge paa
gaderne om søndagen: „Paa denne hellige dag maa folk
ikke, som de plejer, staa stille paa korsveje og gader og
lytte til forfængelige historier, fortællinger eller sange eller
hengive sig til danse." Munken Otfried (d. 870) vilde netop
med sine „Evangelier" paa tyske vers fortrænge den verds-
lige folkesang, der var ham en rædsel og gru27).
Hvad dansen angaar, som kirkens mænd rent ud beteg-
nede som en opfindelse af Djævelen, var den en kæde-
eller runddans. Først i riddertiden opstod i det fornemme
selskab den form af dans, der trædes parvis. At gejstlig-
heden forargedes over dans og verdslig sang ved kirken,
er fra dens standpunkt saare forstaaeligt; at lævninger af
hedenskabet skjulte sig under disse folkeforlystelser, er
overmaade sandsynligt. Naar sangene kaldes „smudsige og
uanstændige", kan vi være ganske sikre paa, at de stod i
forbindelse med kærligheden, som kirken helst havde ud-
ryddet af jordens kres, om det havde været muligt. De gen-
nem flere aarhundreder stadig gentagne forbud viser imidler-
tid, hvor stærkt et tag disse danse og sange havde i folket,
og hvilken livsglæde det trods tidernes tryk sad inde med.
Ingen tænkte paa at nedskrive hine tiders af kirken og de
store foragtede folkepoesi; men den vedblev trods alt at
leve sit eget liv, og den smittede til sidst selve kirkens
mænd. De friske og livsglade latinske foraars- og elskovs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
