Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Klerikernes klassiske dannelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
klerikernes klassiske viden176). De forstod at anvende den
godt og holdt den i reglen sondret fra deres anden store
dannelseskilde, den latinske Bibeloversættelse og theologien.
Begge har sit specielle omraade, og kun sjælden blandes
de sammen177). Kristne forestillinger raader i de alvorlige
(gejstlige) og satiriske digte, medens de verdslige viser
næsten altid er uden spor af forbindelse med kristendom-
men. Her hersker de klassiske guder uindskrænket; Cupido
er paa spil og sender sine pile, og Venus eller Dione
byder med vælde over guder og mennesker. Undertiden
er opfattelsen den, at Amor saarer og vækker elskovens
attraa og lidelse, hvorefter hans moder Venus læger smær-
ten ved at skænke elskovens fryd (Arundelhdskr. nr. 1 og
9)178). De optrædende personers navne er klassiske, hentede
fra de gamle digtere. Paris betyder en helt, en ridder
(Phyllis og Flora) eller nævnes som idealet af mandlig
skønhed og uimodstaaelighed, medens en dejlig ung pige
atter og atter sammenlignes med Helena (Tyndariden).
Som repæsentant for dyrisk fraadseri, ladhed og den
groveste materialisme nævnes flere steder Epicurus. Den
engelske prælat, af hvem der tegnedes et mere realistisk
anskueligt end æstetisk tiltalende billede (s. 79 f. ovenfor),
aad ved sine maaltider mere, end tre Epicurer kunde præ-
stere. I „Phyllis og Flora" ved ridderens veninde intet
værre at sige om klerikeren, end at han i et og alt er
Epicurus’ lige. I et æde- og drikkedigt i Carm. Bur. (s. 72,
nr. 186), som Schmeller har sat mellem de alvorlige stykker,
skønt det med rette hører hen blandt de vildeste vagant-
produktioner mod samlingens slutning, proklamerer forfat-
teren bugen som sin gud, idet han støtter sig til Epicurus’
ord: „En fuld vom er uden sorger"179).
Hvilken opfattelse af denne fine og milde græske filosof!
Epikur havde forkyndt livsnydelsens evangelium; men han
havde tillige strængt advaret mod enhver nydelse, der ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
