Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Klerikernes klassiske dannelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
filosofiske skribenter.« (Hertil kan siges, at Epikur absolut
ingen forstaaelse vilde have haft for den kønslige askeses
„renhed«, skønhed og fortræffelighed; dertil ragede hans
kultur altfor himmelhøjt op over den middelalderlige kirkes.
At middelalderens moralister strax, naar der er tale om
nydelse, slaar ned her som høgen paa haren, viser for
øvrigt, hvor langt de var fra den Epikuræiske sjælens og
legemets lyksalighed).
Vi ser, at Johannes ringeagter Epikuræerne, men at han
af Seneca har lært en vis respekt for Epikur selv. Hans
opfattelse, hvor liden forstaaelse den end i virkeligheden
vidner om, slog dog ikke igennem. Epikur stod i hele
middelalderen paa det sorte bræt. I det 14. aarhundredes
Italien betyder en Epikuræer en fritænker eller atheist, hvilket
er noget mere rimeligt end at gøre den gamle filosof til
fraadsernes skytspatron; han havde jo netop lært, at guderne
vel var til, men ikke bekymrede sig om verdens forhold.
Skønt digterne behandler Latinen som deres andet mo-
dersmaal, mærker man dog af og til, at sproget oprindelig
er lært i en skolestue. Det træder især frem i de satiriske
digte, hvor komparationer, grammatisk leg med de forskel-
lige kasus og køn og snurrige ordforklaringer meget ofte
anvendes i den komiske virknings tjeneste181). Det s. 176 ff.
oversatte digt „Imod lasten skal min røst« og „Gramma-
tikens regel god« (oversat s. 187ff.) viser flere karakteristiske
exempler. I en hymne til den hellige Katharina (C. B. p.
111) opfordrer kejseren helgeninden til at ofre til guderne;
men hun svarer højst indigneret: „Maxentius, hvad siger
du dog, dit bæst? Den sande gud kan umulig deklineres i
flertal182)«. Man maa ofte beundre klerikernes færdighed i
dristige orddannelser og flotte brandere188); de havde vir-
kelig tilegnet sig det fremmede sprog; det laa dem let paa
læberne; det var blevet en smidig organisme, den uden
vanskelighed gav tanken udtryk.
Vagantviserne 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
