Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anmærkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
referunt Artaxata mores). III, 96 f. (Ganym. o. Hel.: Subtus esses utinam
pianus et apella, — et ibidem fieret mulieris cella!) VI, 64 f. (Gan. o. Hel.-
26: Tune videres.. .sicut in amplexibus Venerem gannire; | quod, vix illud
continet, nefas est audire). VI, 195 (Mone, nr. 23,7: o zoy cay sice!).
XIV, 109(C. B. p. 42,g: fallit enim vitium specie virtutis).
Denne liste lod sig sikkert meget stærkt forøge.
173) C. B. p. 60 ff. (nr. 152) handler om Trojas undergang; et langt
stykke optages af Hecubas klage. P. 63 f. (nr. 153) fortæller kortelig be-
givenhedernes gang fra Paris’ rejse til Grækenland til Æneas’ sejr over
Turnus og ægteskab med Lavinia. Hos Du Méril: Poésies 1843, p. 309 ff.
findes det første digt i en noget længere skikkelse.
174) Sml. C. B. nr. 61,12 og de i „Gaudeamus“, p. 223 og af Laistner
i „Golias“, s. 112 foreslaaede rettelser; fremdeles C.B. nr. 143,4 og vist
ogsaa nr. 43,e (Stilbon = Mercurius).
175) C.B. II,a: Si legisse memoras ethicam Catonis . . .
176) Komikerne Plautus og Terents kendtes i middelalderen og blev
efterlignede; men de har næppe haft indflydelse paa vagantviserne.
177) Det store digt hos W.: Mapes, p. 21 ff., der desværre har mange
uklarheder, er opfyldt af klassisk mythologi, der skal udlægges allego-
risk (delvis kristeligt), og’vender sig til sidst skarpt mod munkene. Det
menes at være rettet mod disses forsøg paa at bemægtige sig univer-
siteternes ledelse i begyndelsen af det 13. aarh. (se ovenfor s. 30). I
vagantvisen hos W.: Mapes, p. 75 f. udslynger digteren, vel til dels for
den komiske virknings skyld, kristne og hedenske mythologiske forban-
delser i broget blanding mod den, der har stjaalet hans hat (og pung).
I C.B. p. 52,3; p. 65,i; p. 66,0 bruges Proteus som billede paa kuriens
upaalidelighed. Den kristne opfattelse af de antike guder som onde aan-
der mangler ikke ganske: I en besværgelsesformular (C.B. p. 35 f.) be-
sværges følgende mørkets dæmoner: Larve, Fauni, Manes, Nymphe, Si-
rene, Hamadriades, Satyri, Incubi, Penates. — C.B. p. 152,5 og p. 166,ø
har den almindelige middelalderlige forestilling, at rhinoceros lader sig
fange af en jomfru.
178) C.B. nr. 46,io synes Venus og Dione, der ellers altid er syno-
nymer, at være tænkt som forskellige; maaske mener digteren, at gud-
inden særlig bærer navnet Dione, naar hun er venlig og blid.
179) I den strænge bodsprædiken C.B. p. 41 f. hedder det i str. 8 :
Ergo nemo vivit purus, — castitatis perit murus, — commendatur Epi-
curus, — nec spectatur moriturus.
180) Horats Ep. I, 4, 15 f. (Epicuri de grege poreum) er sikkert ble-
vet taget for fuldt alvor og har paa grund af digterens store popularitet
bidraget meget til at nedsætte Epikur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
