Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Død og likfærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Død og likfærd 189
gamle stuer bærer spor av den. Det uttagne tømmerstykke er straks efter
utbæringen sat ind igjen og fæstet best mulig.
Paa veien til graven fortsattes disse skikker. I ældre tid var det skik
at ha graate- og hylekoner med paa veien ogsaa blandt de høiere klasser;
hos vore bønder har det holdt sig længst paa Strilelandet, hvor Wel-
haven skildrer dem saaledes: De sitter indtil 8 i tallet, omkring kisten
i sin egen baat. Deres dragt er sort med hvite, nonneagtige hodeklær.
Man kan høre deres jammer paa avstand, mens farten gaar sagte over
vandet. Naar de stiger i land, tiltar deres klagehyl. De graater virkelige
taarer; ti det er deres fag, og denne embedsmæssige sorg har gode
sportler. Disse gamle kvinder har en egen stil i hændervridninger og
gebærder. — Denne pomp er dog en sjeldenhet, og man taler længe
efter om den lykkelige hensovede der hadde graatekoner ved sin grav."
Idet man kom til kirken maatte liket ikke tas den almindelige vei
gjennem kirkegaardsgrinden, men over gjærdet, og slæden hvorpaa kisten
hadde staat, maatte ikke tas hjem igjen, men helst bli staaende og raatne;
eller fattigfolk benyttet den til ved. Og endelig blev kisten, før den sattes
i graven, baaret tre ganger rundt kirken, og naar jorden saa hadde gjemt
kisten, og spaderne, som maatte lates igjen paa graven, var lagt i kors
ovenpaa denne, kunde følget vende hjem med tryg bevissthet om at den
døde nu var vel forvart og ikke mere kunde skade de gjenlevende.
Efter begravelsen blev der holdt gravøl og arveøl (sjon og erve).
Det var gjerne paa den syvende dag efter dødsfaldet, hvorfor det paa
gammelnorsk kaldtes sjaund (av sjau — syv), i nyere bygdemaal sjon,
skjemd. Ved disse gilder har det sikkert ofte gaat vildt for sig. De første
protestantiske biskoper ivret imot ,sjon og erve" som »ugudelig afguds-
dyrkelse og papistisk handel". Paa Vestlandet kaldtes det for » sjælebad’";
det var bad som blev git de indbudne, den avdøde til ,sjælehjælp”,
og hvormed der var forbundet beværtning med mat og drikke. I for-
handlingene paa Stavanger stifts synode 1537 blev der klaget over » de
ugudelige sjælebad udi hvilke folk de bade sig, læser for de døde, drik-
ker sig drukken med megen anden ugudelighed." Dette gilde maa vist-
nok oprindelig ansees som et offer til den avdødes aand, som herved
skulde forsones; og dette synes ogsaa at skinne igjennem i følgende
ytring fra middelalderen, hvori det sies, at enken opmuntret gjestene til
at gjøre sig tilgode og holde sig lystige til hendes avdøde mands erin-
dring og evige rolighet og hvile.
Til denne fest har uten tvil den under brylluppet skildrede cere-
moni »at vike høgsete" ogsaa været knyttet. I oldtiden var det nemlig
skik, at naar man gjorde arveøl, skulde den som holdt det, sitte paa trin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
