Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Død og likfærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188 Død og likfærd
man det besynderlige svar, at grannene maa bedes i likfærd. I bryllup
er det ikke saa nøie; men i likfærd maa de bedes. Dette har sin grund
i et gammelt lovbud i Frostatingsloven. Da det ikke kunde forutsættes,
at hver husfar hadde folkehjælp nok til at føre liket i viet jord, saa blev
det en retspligt for grannene at hjælpe ham, og han kan kræve 5 mand,
som han selv holder med kosten. Nutidens grannelag har ogsaa en lik-
færdspligt, en social pligt som er paabudt av sederne, og denne pligt gir
tillike en social ret til at bli buden til gravøllet. Paa Lister blev, efter
Eilert Sundt, likfærd og begravelse feiret paa gammeldags vis med
nveitsler" eller pligtmæssige gjæstebud. Hver gaard hadde sit bedelag
og den som skal holde veitsle maatte bede alle derboende familier for-
uten fjernere boende slegtninger; og de indbudne familier maatte komme
og ha sending med. Forsaavidt som sjæstebudet var pligtmæssig efter
skikken, heter det veitsle; men forsaavidt det tillike uomgjængelig blev
drukket i gjæstebudet, het det drykkja. Man sa om værten at han holdt
veitsle, men om gjæstene at de drak brullup, drak gravøl. I Hægebostad
fortalte man ham om folk, som paa sin dødsseng med al omhu hadde
forordnet, hvorledes deres gravøl skulde holdes, hvor meget malt det
skulde brygges, hvormeget brændevin det skulde kjøpes, hvor langt ut
i slegten det skulde indbydes.
Før liket blev baaret ut av huset, blev der paa den avdødes vegne
tat avsked med slegt og venner (skilmaal). Kjøkemesteren holdt en lov-
tale over den døde og tok avsked med familien, hvorefter en av slegten
gik frem, omfavnet kisten og sa: »Farvel og tak for mig": hvorpaa den
nærmeste slegtning paa den dødes vegne svarte: ,Farvel og tak skal du
ha." Derefter drak man den dødes pvelfartsskaal*. Pontoppidan for-
tæller at yman paa nogen steder i Kristianssands stift spør den døde hvor-
for han er død: om hans hustru ikke har været god eller hans granner
gilde mot ham. Nogen steder i Lærdal i Bergens stift falder enhver som
kommer ind i sørgestuen, paa knæ ved likkisten og ber den døde om
forladelse, hvis han har gjort ham noget imot."
Denne og alle de følgende skikker ved begravelsen er tydelig frem-
gaat av rædselen for at den døde skulde gaa igjen. Idet man bar liket
ut, gik man tre gange rundt aaren med det; det blev vistnok i senere
tid opfattet som en sisste avsked til hus og hjem, men har vel fra først
av været et forsøk paa at vildlede den døde med hensyn til veien hjem
igjen. I sagaene fortælles det leilighetsvis at man tok den døde ut gjen-
nem et hul i væggen og lukket det til igjen, tydeligvis i samme hensigt.
Denne skik at skjære ut en særskilt ,likdør” for likbaaren har ogsaa, efter
Johan Meyer, været meget utbredt i Telemarken, hvor mangfoldige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
