Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Charles Darwins religion - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199
opdragelse. Den var det storartet enkle middel, hvorved
naturens guddom skapte arterne videre og videre gjennem
næsten uendelig lange tidsrum. —
Men det viste sig, at denne utvidelse av blikket fra
mennesket til alt levende blev skjæbnesvanger for det
stoisk-kristelige Guds-forsvar. Biologiens fremvekst med-
førte en stor krise i Guds-forestillingens utvikling. Det
gik litt efter litt op for Charles Darwin, at Paley’s og
Malthus’s filosofi ikke strak til, naar han førte den med
sig fra menneskenes historie til hele den millionaarige
livs-historie. Alle slags lidelser kan for menneskets ved-
kommende muligens forklares som opdragelsesmidler, og
alle menneskelige mislyd kan tænkes at skulle opløses i
harmoni i en høiere tilværelse (en art evig sommerferie
efter jordelivets kortvarige eksamen). Men end dyrenes
lidelser? De er oftest mindre end vore; men de er ikke
destomindre virkelige nok. Og de kan ikke godt tænkes
at ha nogen moralsk opdragelse for et evig liv til formaal.
Paa dette punkt var det som om hele den ny-stoiske
tankebygning ramlet overende som et korthus. Darwin
selv siger paa det før nævnte sted i sin selv-biografi:
ȁt der er megen lidelse i verden, er ubestridelig.
Der er dem, som har forsøkt at forklare dette for menne-
skets vedkommende ved at tænke sig, at det tjener til
menneskets moralske fremgang. Men antallet av menne-
sker i verden er for intet at regne i sammenligning med
antallet av alle følende væsener, og de lider ofte
intenst uten nogen moralsk forbedring.”
Vistnok forsøkte Darwin, som vi har set, at kalde den
delvis fra Paley og Malthus laante tanke til hjælp, at
alene de almindelige utviklings-love, livsfremgangens love,
var planlagt av en verdensstyrende guddom, mens de
enkelte resultater var ,tilfældige*, det vil sige: utilsigtede.
Det fortjener i denne forbindelse at erindres, at allerede
oldtidens stoikere hadde været inde paa denne tanke. I
Cicero’s verk ,Om gudernes natur* siger Balbus:
* Uthævet her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
