Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Slutning - VII - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317
er min simple pligt, for jeg mente det ikke. Jeg er blit så hidsig
av mig i det siste, jeg forstår ikke hvorledes det er. Men som
sagt, ha det i erindring. Og farvel sålænge. Ja det er sandt,
operaen? Kan du være færdig om en times tid?
Hun har altså spurt efter børnene? sa Tidemand. Der hører
du, der hører dul!
VIII
Nogen dager efter stod Ole Henriksen i sit lille kontor nede
i lageret. Det var en eftermiddag ved tretiden, det var klart
veir og stille, på havnen var det almindelige travle liv.
Ole gik til vinduet og kikket ut, en uhyre kuldrager kom
sagte glidende ind i havnen, skibe, master og seil sås over-
alt, varer rulledes frem og tilbake på bryggerne. Pludselig ryk-
ker han til, jagten Aagot, den lille lystjagt, var borte. Han
spærrer øinene op; hvad skulde det bety? Blandt hundrede
mastetopper var ingen gylden å se. Hvad i alverden!
Han vilde ta sin hat og få rede på saken med det samme,
men stanset ved døren. Han gik tilbake til sin plass igjen, støttet
hodet i hænderne og faldt i tanker. Egentlig var jo ikke jag-
ten hans nu, den var hendes, frøken Lynums, hun hadde ærlig
fåt den, og papirerne var i hendes værge. Hun hadde ikke sendt
disse papirer tilbake med ringen, det hadde hun undlatt, glemt,
hvad visste han? Men ialfald var jagten hendes, dens skjæbne
kom ham ikke mere ved, den kunde være hvor den vilde. Men
sæt at den var stjålet? Ja det blev heller ikke hans sak.
Ole tok pennen igjen, det varte bare et par minutter, så la
han den atter ned. Herregud, dér i sofaen hadde hun sittet da
hun sydde de små røde puter til kahytten! Hun hadde lutet
sig forover og sydd så flittig at hun næsten ikke hadde set op.
Og puterne var blit så hjærtelig små at det var et syn. Men
dér hadde hun sittet, han så hende endnu ....
Og Ole skrev et øieblik igjen.
Så åpner han hastig døren og skriker ut i lageret at jagten
var forsvundet, Aagot, den var borte. Hadde nogen set maken!
Men den ene av betjentene kunde fortælle at jagten var blit
flyttet imorges av to mænd fra et sakførerfirma, nu lå den
fortøiet på fæstningssiden.
Hvad for et sakførerfirma?
Det hadde ikke betjenten spurt om.
Ole blev nysgjærrig. Jagten var aldeles ikke hans, neivel; men
frøken Lynum kunde heller ikke ha noget utestående med en
sakfører, her måtte være en misforståelse. Og Ole går spo-
renstreks ned til fæstningshavnen og driver sine efterforsknin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
