Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
tværtimot han var hele tiden .... Vi skal ha nogen fremmede
hos os tirsdag, men han skal ikke komme, men du skal komme,
hører du. Lover du det? Men allikevel vilde jeg ikke ha talt
ondt om ham. Jeg vet ikke hvad du synes om mig ...
Han svarte:
Jeg begynder å forstå dig.
Hun kaster sig om hans hals, gjemmer sig ved hans bryst,
skjælvende og forstyrret.
Ja, men jeg er glad i dig EN utbryter hun. Du skal ikke
tro andet. Jeg elsker ikke bare ham, for så galt er det ikke.
Da du spurte mig ifjor blev jeg så glad; men nu kom han.
Jeg forstår det ikke. Er det så forfærdelig av mig, Johannes?
Jeg elsker kanske ham bitte litt mere end dig; jeg kan ikke
hjælpe for det, det er kommet over mig. Å Gud, jeg har ikke
sovet i mange nætter siden jeg så ham og jeg elsker ham mere
og mere. Hvad skal jeg gjøre? Du er så meget ældre, du skal
si det. Nu fulgte han mig hit, han står her utenfor og venter
på mig for å følge mig hjem igjen og nu fryser han kanske.
Foragter du mig, Johannes? Jeg har ikke kysset ham, nei jeg
har ikke, du skal tro mig; jeg har bare git ham min rose.
Hvorfor svarer du ikke, Johannes? Du skal si hvad jeg skal
gjøre, for jeg holder det ikke ut længer.
Johannes sat ganske stille og hørte på hende. Han sa:
Jeg har ikke noget å svare til det.
Tak, tak, kjære Johannes, det er så snilt av dig at du ikke er
rasende på mig, sa hun og tørket sine tårer av. Men du skal
ikke tro at jeg ikke er glad i dig også. Du gode Gud, jeg skal
komme til dig meget mere end før og gjøre alt hvad du vil.
Men det er bare det at det er ham jeg er mere glad i. Jeg har
ikke villet det. Det er ikke min skyld.
Han reiste sig taus og sa da han hadde sat hatten på:
Skal vi gå?
De gik ned trapperne.
Utenfor stod Richmond. Han var en mørkhåret, ung mand
med brune øine som spilte av ungdom og liv. Frosten hadde
farvet hans kinder røde.
Fryser De? sa Camilla og fløi bort til ham.
Hendes røst bævet av bevægelse. Pludselig ilet hun tilbake
til Johannes, stak sin arm ind under hans og sa:
Undskyld at jeg ikke også spurte dig om du frøs. Du tok
ikke din frak på; skal jeg gå op efter den? Ikke? Ja men
knap din trøie ialfald.
Hun knappet hans trøie.
Johannes rakte Richmond hånden. Han var i en underlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
