Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
Hun opløfter et skrik og kalder piken til. Han slipper hende
med en stille, tør latter idet han spærrer munden op som et
gap og slår sig på begge lår.
Om morgningen tar fruens gode hjærte igjen overhånd og
hun sier til sin mand:
Du hadde et besynderlig anfald igåraftes; det er jo over nu;
men du er blek også idag.
Ja, svarer han, det er anstrængende å være åndrik i min
alder. Det er jeg aldrig mere.
Men efter å ha talt om mange slags kjærlighet fortæller
munken Vendt om endnu en slags og sier:
For så berusende er en egen slags kjærlighet!
Det unge herskap er just kommet hjem, deres lange bryllups-
reise er tilende og de begir sig til ro.
Et stjærneskudd brændte av over deres tak.
Om sommeren spaserte det unge herskap sammen og vek
ikke fra hverandres side. De plukket gule, røde og blå blomster
som de gav hverandre, de så græsset bevæge sig i vinden og
hørte fuglene synge i skogene og hvert ord de talte var som
kjærtegn. Om vinteren kjørte de med bjælder på hestene og
himlen var blå og høit oppe suset stjærnerne avsted på de
evige sletter.
Således gik mange, mange år. Det unge herskap fik tre børn
og deres hjærter elsket hverandre som den første dag under det
første kyss.
Da får den stolte herre sin sykdom, denne sykdom som læn-
ket ham til sengen så længe og satte hans hustrus tålmodighet
på så hård prøve. Den dag han blev frisk og stod op av sengen
kjendte han ikke sig selv igjen; sykdommen hadde vansiret
ham og tat hans hår.
Han led og grublet. En morgen så sa han:
Nu elsker du mig vel ikke mere?
Men hans hustru slog rødmende sine armer om ham og kys-
set ham så lidenskapelig som i ungdommens vår og svarte:
Jeg, jeg elsker, elsker dig bestandig. Jeg glemmer aldrig at det
var mig og ingen anden som du tok og som blev så lyk-
kelig.
Og hun gik ind i sit kammers og klippet alt sit gule hår av
hodet for å være lik sin mand som hun elsket.
Og det gik atter mange, mange år, det unge herskap blev
gammelt og deres børn var voksne. Hver lykke delte de som
før; om sommeren gik de endnu på markerne og så græsset
bølge og om vinteren hyllet de sig i sine pelser og kjørte under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
