Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
han vel også rædd for sig selv og sit sted, han løp hjem efter
spade og gjorde graven dyp, men da det var så nær bækken at
det kom vand sigende ind måtte han flytte graven høiere op i
bakken. Under dette svandt hans frygt for at Barbro skulde
komme på ham og finde ham her, han blev oprigtig morsk og
trodsig, hun kunde gjærne komme, så skulde hun få værsågod
svøpe liket pent og ordentlig ind efter sig, enten det nu hadde
været dødfødt eller ei! Han skjønte godt hvad han hadde tapt
ved dette barns død, at han hadde utsigt til å bli hjælpeløs på
sit nybygg igjen, og det nu da buskapen var blit mere end tre-
dobbelt så stor. Værsågod, det var ikke formeget om hun kom!
Men Barbro — det kan gjærne være at hun hadde opdaget hvad
han var i lag med, hun kom ialfald ikke, han måtte selv svøpe
liket på bedste måte og flytte det til den nye grav. Øverst la han
græstorven på igjen som før og skjulte alt, det var nu intet andet
synlig efter ham end en liten grøn haug blandt buskene.
Han møtte Barbro på tunet da han kom hjem. — Hvor du har
været? spurte hun. — Bitterheten var vel gåt av ham, han svarte
bare: Ingen steder. Hvor har du selv været? — Å men Barbro
tok kanske et varsel av uttrykket i hans ansigt, hun gik ind uten
å si mere.
Han gik efter.
Hvorledes er det, sa han og spurte bent frem, hvad skal det
bety at du ikke længer bruker fingerringene dine? — Kanske
fandt hun det rådeligst å gi litt efter, hun lo og svarte: Du er
så morsk at jeg må le! Men når du vil at Jeg skal slite på ringene
til hverdags så skal jeg gjøre det! Dermed fandt hun dem frem
og satte dem på.
Men nu så hun vel at hans ansigt blev dumt og tilfredsstillet,
hun spurte dristig: Er det mere du har imot mig for? — Jeg
har ikke imot dig, svarte han. Og du skal bare være som du var
før, hele tiden før, da du kom hit. Det er det jeg mener. — Det
er nu ikke så let å være likeens jamt og samt. — Han vedblev:
Da jeg kjøpte stedet efter far din så var det om at du heller
vilde være dernede, så kunde vi flytte dit. Hvad du tror om
det? — Ho, der hadde han tapt, å nu var han rædd for å miste
sin kvindfolkhjælp og bli oprådd med dyrene og husstellet igjen,
det skjønte hun godt: Ja det har du sagt før, svarte hun avvis-
ende. — Ja. Men jeg har ikke fåt noget svar. — Svar? sa hun.
Jeg tåler ikke å høre det mere!
Aksel syntes vel han hadde strakt sig langt: han hadde latt
familjen Brede bli boende på Breidablik, og endda han hadde
kjøpt den vesle avlingen da han kjøpte stedet hadde han bare
kjørt nogen få lass høi i hus dernede og overlatt poteten til
GEER
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
