Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beöthy ... - Ordbøgerne: C - calcine ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tidligere kun en ubetydelig fiskerby kom B. i
ry under Napoleon III og besøges nu af ca. 10000 gjester.
Bias (omtr. 570 f. Kr.) fra Priene i Jonien nævnes
som en af Grækenlands saakaldte syv vise. Man tillægger
ham den udtalelse: «Jeg bærer alt mit med mig» (lat.
Omnia mea mecum porto), som han skal have sagt, da
hans medborgere flygtede ud af sin beleirede by og søgte
at redde sine eiendele.
Biavl, se Bier.
Bibân (flertal af arab. bab, port), navn paa flere
lokaliteter i Nord-Afrika. Mest bekjendt er det berømte
trange B.-pas i Algerie, ogsaa kaldt jernporten,
indgangen til «La grande Kabylie», i den vestlige del af
prov. Constantine paa veien fra Alger til Setif, 438 m.
o. h., omgivet af ca. 700 m. høie, steile fjeldvægge.
Før det franske herredømme kunde B. kun passeres mod en
afgift til de vilde bjergstammer, nu fører baade vei og
jernbane gjennem fjeldkløften.
Bibân el Moluk (eg. «kongegravenes porte»),
Øvre-Ægypten, kaldes en fjeldkløft ved Theben paa venstre
(vestre) Nilbred, 3 1/2 km. v. n.v. f. landsbyen Kurnak med
de berømte i klippen indhugne faraoner-grave fra midten
af det 2 aartusen f. Kr. og senere.
Bibars I, ægyp. mameluksultan (1260—77), oprindelig
turkmensk slave, var en fremragende hersker og snedig
politiker, men troløs og grusom. Islam skylder B.
overmaade meget, idet han slog mongolerne i Syrien, betvang
Assassinerne og gav de kristne korsfarerstater dødsstødet
ved at erobre deres vigtigste borge.
Bibbiena, Bernardo Dovizi da (1470—1520), ital.
forfatter, kardinal, bekjendt for sin komedie «Calandra»,
hvis intrige er hentet fra Plautus’ komedie «Menæchmi» ;
den gjorde i sin tid stor lykke.
Bibel (af det græske ord biblia, bøgerne), «bogen»,
«bøgernes bog», indeholder det gamle og nye testamentes
hellige skrifter. Disse er kanoniske for de kristne, d. e.
regel og rettesnor for lære og liv. Navnet testamente, d. e.
pakt, stammer fra den latinske bibelovers. Vulgata.
Den ældste kristne kirkes b. var det gamle testamente,
som overtoges fra jødedommen. I denne er det
gamle testamentes indhold bestemt forskjelligt.
De palæstinensiske jøders b. indeholdt 24 skrifter, som deltes
i tre hovedgrupper:
I. Loven (thora), d. e. de 5 Mosebøger,
II. Profeterne (nebim), som atter falder i to klasser: de
forreste, d. e. Josva, Dommerne, Samuel og Kongernes
bog, og de bagerste, d. e. Esaias, Jeremias, Ezekiel og de
12 profeters bog, og
III. «Skrifterne», d. e. Krønikernes
bog. Salmerne, Job, Ordsprogene, Ruth, Høisangen,
Prædikeren, Klagesangene, Ester, Daniel og Esras (d. e.
Esras-Nehemias).
Disse skrifter er senest i slutningen af 2 eller
begyndelsen af 1 aarh. f. Kr. samlet til en kánon. De
alexandrinske jøder fulgte ikke denne inddeling, men
ophørte med at skjelne mellem profeterne og «skrifterne»
og regnede en del af de apokryfe skrifter med til disse.
De nytestamentlige forfattere følger den palæstinensiske
kanon, men citerer og hentyder samtidig til flere
ukanoniske skrifter. I oldtiden var de forskjellige kirkers
opfatning delt, idet nogle fulgte den palæstinensiske, andre
den alexandrinske kanon. Først Hieronymus og Augustin
bragte denne usikkerhed til afslutning, idet den
gammeltestamentlige kanons indhold paa synoderne i Hippo (393)
og Karthago (397) bestemtes til at omfatte de ovennævnte
24 skrifter samt flere apokryfer. Til denne opfatning har
romerkirken sluttet sig, idet Trientinerkoncilet fastslog,
at alle apokryfe skrifter skulde anerkjendes som
kanoniske med undtagelse af 3 og 4 Esras og Manasses bøn,
som man satte efter det nye testamente som et tillæg
til bibelen. Paa synoden i Jerusalem 1672 har den
græske kirke sluttet sig til den romerske opfatning.
Den lutherske kirke anerkjender kun den palæstinensiske
kanons skrifter som kanoniske, men giver de apokryfe
skrifter plads i bibelen som et tillæg til disse. Den
reformerte kirke har derimod efter nogen vaklen ganske
fjernet apokryferne af bibelen. — Samtlige skrifter i det
gamle testamente er skrevet paa hebraisk med undtagelse
af mindre stykker i Daniel (2, 4—7. 28 og Esras’ bog
(4, 6—8. 18; 7, 12—26), som er paa aramæisk.
Det nye testamente indeholder 27 skrifter: de 4
evangelier, Apostlernes gj., 13 breve af Paulus,
Hebræerbrevet, Jakobs brev, 1 og 2 Peters brev, 1, 2 og 3 Johannes’
brev, Judas’ brev og Johannes aabenbaring. Disse
skrifter er først efterhaanden samlet til en kanon. Den
første menighed henholdt sig til apostlernes undervisning
og den apostoliske tradition. Da denne imidlertid
begyndte at blive usikker, bl. a. paa grund af gnostikernes
forfalskninger, førtes man naturlig til at lægge
hovedvegten paa apostlernes og den apostoliske tids skriftlige
efterladenskaber. Allerede ved slutningen af 2 aarh.
har vi fra de forskjelligste egne af kirken vidnesbyrd
om en kanon, bestaaende af de 4 evangelier, Apostlernes
gj., Paulus’ breve, 1 Peters brev og 1 Johannes’ brev.
De øvrige skrifter var derimod omstridt. Paa synoderne
i Hippo (393) og Karthago (397) blev ogsaa disse
anerkjendt som kanoniske, hvorved det nye testamente fik sin
nuværende skikkelse. Paa Trientinerkoncilet har
romerkirken sluttet sig hertil. Luther optog ligeledes alle de
nytestamentlige skrifter i sin b.-oversættelse, men
forsynede dem med forord, hvori han kritiserede enkelte
af dem (særlig Jakobs brev og Johannes’ aabenbaring),
som ikke syntes ham at stemme med hans religiøse
grundbetragtning. Alle de nytestamentlige skrifter er affattet paa
græsk; dog er mulig Matthæus evangelium opr. skrevet
paa hebraisk. [F. Buhl, «Den gammeltestamentlige
skriftoverlevering», Kbh. 1885; L. W. Schat-Petersen,
«Indledning til det nye testamente», Kbh. 1899.]
Bibelforbud. I oldkirken var det almindeligt, at
lægfolk læste den hellige skrift. Denne skik tabte sig
efterhaanden i middelalderen, bl. a. fordi latinen blev
det officielle kirkesprog. Da valdenserne, katharerne og
andre retninger begyndte at benytte skriften polemisk
mod kirken, udstedte forskjellige kirkemøder, f. eks. i
Toulouse 1229 og Tarragona 1234, forbud mod, at lægfolk
besad bibelen paa modersmaalet. Det samme gjentog
synoden i Oxford 1408 overfor Wiclifs oversættelse. Dog
tillader romerkirken i almindelighed brugen af kirkelig
autoriserede bibler, ofte forsynet med forklarende
noter. Flere paver har derimod forkastet de evangeliske
bibelselskabers virksomhed.
Bibelhaandskrifter. De oprindelige haandskrifter
til det gamle testamente var ruller af skind og papyrus,
jfr. Jerem. 36, 14. Ved synagogetjenesten har denne form
holdt sig, medens man forøvrigt vistnok omtr. paa Kristi
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
