Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
truffet til at høre i krigen, men alene paa hjem
stedet, i en stille, stjerneklar nat som denne. Den
store bjørns syv stjerner blinkede lavt over hori
sonten, meget lavere end hos os. Naar jeg saa
paa Polarstjernen, tænkte jeg, at omtrent i den ret
ning maatte Petersburg ligge, der, hvor jeg havde
efterladt moder, venner og alt, som var dyrebart.
Over os blinkede kjendte stjernebilleder; Melkeveien
skinnede ikke mat, men straalede som et klart,
høitidelig roligt lysbelte. Mod syd lyste nogle store
stjerner al et hos os ukjendt, ikke synligt stjerne
billedt, en stiaale med en rød, en anden med en
grønagtig glans. Jeg tænkte som saa; Naar vi nu
har marscheret længere, over Donau, Balkan, og
kommei til Konstantinopel, mon jeg da faar se endnu
andre nye stjerner? Og hvilke skulde det være?
Jeg havde ikke lyst til at sove; jeg reiste mig
og begyndte at gaa frem og tilbage i det fugtige
græs mellem vor bataljon og artilleriet. En mørk
skikkelse indhentede mig, klirrende med sin sabel;
paa lyden al denne gjettede jeg, at det var en
officer, jeg lettede mig derfor op og gjorde front.
Ofliceren kom hen til mig — det var Ventsel
»Sover De ikke, Vladimir Michailijtsch ?« spurgte
han med blød og rolig stemme.
»Nei, jeg kan ikke faa sove, hr. kaptein!«
»Mit navn er Peter Nikolajevitsch . . . jeg faar
heller ikke sove ... Jeg sad længe hos
kaptein, men blev kjed af det; de satte sig til at
spille kort og drak sig fulde alle sammen . . . Ak,
hvilken nat!«
Han gik ved siden af mig; da vi var komne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
