Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV - Asbjørnsen og Moltke Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Asbjørnsen og M o Itk e Moe 179
igjen til Almuen var gaat ud af Kirken.
Per Lunde var meget for at tjærebrede
alting; han tjærebredte sig selv imellem, og
han tjærebredte Staburflesket sit og slog det
fuldt med Skomagerpinder. Da han var død,
var der et helt Stabur efter ham fuldt af Uld
og uheglet Lin, og Flesk og Smør, som var
mange Aar gammelt, og saa harskt og beskt
som Galde; men Staburet det havde han
spigret til og lukket med Ploglænker paa alle
Kanter. Ja, han var rigtig en rar Kar den
Peren, for en Gang mens Gamle*Lensmanden
levede, kom han til ham og gav ham en
Hestesko til Ferskmad. Han døde da, men
han døde ikke nogen Udød, som Folk troede.»
Jeg vil ikke paatage mig at afgjøre hvilken
tekst er den norskeste. Men jeg paastaar, at
Asbjørnsens den dag i dag og bestandig for
flertallet af nordmænd vil være den forstaae*
ligste. Nu er det vel netop Moltke Moes
mening at føre eventyrene frem i en endnu
folkeligere og greiere sprogform, end de har
havt, siden de blev optegnede. Han har villet
gjengive dem den mundtlige friskhed. As#
bjørnsen er blevet ham for literær. Men det
uendelig varierede mundtlige udtryk vil aldrig
kunne gjengives, selv om man tyede til lyd*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
