Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Klerikernes klassiske dannelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ret. Nu er hans herlige, melodiske vers lagt paa hylden;
kun for faa er han andet end et tomt navn. Man ved vel
om ham, at han var en højst letsindig og letfærdig herre,
og de moralske filistre under ham gærne hans trisse exil
i det fjærne, golde og øde Tomi. Ovid er ikke paa moden
i disse banauseriets slidsomme og tunge, officielt højst
moralske tider, og han havde til visse store mangler og
fejl. Den kærlighed, han besynger, er ikke dyb og trofast, og
de af ham docerede leveregler er ikke altid anbefalelses-
værdige. Men han er som ingen anden af sine landsmænd
gratiens og det lyse letsinds digter, og elskov skulde dog
vel ikke være bare tung højtidelighed og psykologisk op-
trævlen. Og saa er han saa herligt fri for al blaserthed.
I middelalderen læstes Ovid meget, og han har vel haft
sin mission som modvægt mod munkeaskesens livsdræ-
bende aand. Selv i klostrene (endog, som vi har set, i
nonneklostre) studerede man ham flittigt, om end med en
smule daarlig samvittighed og nogen forargelse, som man
dog forholdsvis let blev herre over ved allegoriske fortolk-
ninger, der især anvendtes paa Metamorphoserne (det store
hexametriske digt om alle de mangfoldige forvandlinger,
den antike mythologi vidste at fortælle om), medens
„Arnores" (elskovsdigtene) egnede sig noget mindre til
dette brug. Middelaldermenneskenes opfattelse af oldtiden
var højst forunderlig; deres viden om den gamle historie
var nærmest et kaos af forvirring, saa at selv de lærdeste
mænd kunde begaa de groveste fejl, og de manglede enhver
forudsætning for at forstaa oldtidens samfundsliv og kultur-
forhold. De gamle digtere var man mest tilbøjelig til at
opfatte som vise og uhyre lærde filosoffer, en slags ma-
gistre eller doktorer, som man selv kendte dem fra kloster-
skoler og universiteter, der tronede højt paa et kateder
(sml. ovenfor s. 115 f.) og meddelte en andægtigt lyttende
tilhørerkres dybe visdomsord i det poetiske billedsprogs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
