Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Klerikernes klassiske dannelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
henrivende klædebon. Det var først og fremmest Vergil,
der var genstand for denne opfattelse; men Ovid, den ga-
lante og letfærdige verdensmand, der gik paa jagt efter
skønne damer i det kejserlige Roms buegange, var ikke
saa grumme langt fra at opnaa en lignende hæderplads.
Man høre f. ex., hvad en vagantdigter (C. B. nr. 156,s)
mener om „Elskovskunstens“ tilblivelse: „Naso (—Publius
Ovidius Naso var vor digters fulde navn —), der var
ypperlig indviet i mine love (siger Cupido), unddrog sig
verdens nydelser og regler og søgte at kalde menneskene
tilbage fra vildfarelser; han lærte den, der kender sig selv,
at elske med visdom." I dette digt er den letsindige og
lidet moralske „Ars amandi“ blevet til et alvorligt værk
om ædel og høvisk elskov, der ikke som nutidens plaprer
frækt ud med Venus’ mysterier eller praler og blærer sig,
et næsten samfundsreformerende arbejde, foretaget i ensom-
hed og under afsavn! I Boccaccio’s Filocolo studerer endog
de 14-aarige børn Florio og Biancofiore efter deres lærers
anvisning psaltret og Ovids bog om elskov. I „Elskovs-
konciliet" er Ovid, om end halvvejs for spøg, avanceret
til doktor. En vagant taler endog om „pave Naso", her dog
ganske bestemt med en skælm bag øret166).
I allegorisk fortolkning havde middelalderen sin stærke
side. Naturligvis var det først og fremmest Bibelen, der
her maatte holde for, og man formaaede da ogsaa at faa
fire betydninger ud af den: den bogstavelige, der ligger i
selve fortællingen i og for sig, den i egentlig forstand alle-
goriske, der skjuler sig under fabelens klædebon, den mo-
ralske o: en moralregel, der kan uddrages af den meddelte
fortælling, og den anagogiske o: „opadførende", der har
retning mod det evige liv. Selv paa de hedenske digteres
værker lod disse tydninger (i hvert fald de tre første) sig
anvende med en god villie; øvelsen havde man jo fra
„Højsangen", hvis glødende sanselige elskovsvers maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
